Plant et træ
På den 15. dag i shvat er det ifølge gamle jødiske kilder træernes nytår. Tu b’Shvat er en jødisk forårsfest. Den stammer fra antikken og er blevet genoplivet som en populær fest i staten Israel efter mange århundreder, hvor de færreste jøder havde mulighed for at dyrke jorden og plante den til.
Træernes nytår – Tu b’Sshvat” 2025
Der har været tradition for, at vi i KKL markerer denne dag ved blandt andet at være værter ved en lille reception efter gudstjenesten lørdag frokost. I år ligger denne dag midt i vinterferien, og vi har fundet at der nok ikke vil være mange til gudstjenesten i år og derfor har vi droppet dette arrange-ment.
I stedet sender bestyrelsen de bedste hilsener til vore medlemmer med tak for bidrag gennem året. Vi er i en tid hvor der måske er lys for enden og at der er håb om, at de mange gøremål som KKL i Israel beskæftiger sig med kan blive effektueret. Nedenfor vores bankkonto som vi altid er glade for at man benytter.
Hvis nogen har lyst til at vide lidt mere om denne dag, så kan man læse nedenstående lille artikel.
”Den femtende af i måneden Shvat nævnes for første gang i de jødiske kilder i det 1.-2. århundrede.
Her hedder det at der findes 4 nytår. Den første i måneden Nisan i den jødiske kalender er det nytår for konger og højtider; på den første i måneden Elul er det nytår for den afgift man skulle betale til templet for ejerskab af husdyrene. På den første Tishrei er det nytår for årene, for sabbatår, for jubelår og for plantning af grøntsager, mens nytåret for træerne var den 15 shvat.
Israelitterne var et jordbrugsfolk og derfor ikke mærkeligt, at man fokuserede på markens afgrøder. Her skulle man også lære hvornår man måtte bruge frugter fra nyplantede træer. Datoen blev brugt af bønder som grundlag for at beregne det årlige udbytte af frugter, for at kende mængden af den tiende, som Bibelen kræver. Det bestemmer også begyndelsen og slutningen af de første tre og fire år af træets vækst, hvor det er forbudt at spise frugt fra træerne.
Hvorfor var der behov for to nye år?, Det ene fra første Tishrei til plantning og den femtende Shvat for træer? Talmud siger, at grunden til at vælge Tu b’Shvat er, at indtil dette tidspunkt har træerne eksisteret fra regnvandet fra det seneste år; fra denne dato modtager de næring fra regnvandet fra det følgende år. Med andre ord har vinteren allerede passeret sit højdepunkt, og frisk ny vækst kan begynde. Foråret nærmer sig, og træerne tager deres første skridt på vejen mod deres mål – at bære frugt. Indtil nu har træet modtaget vand og næring fra jorden - nu er det forvandlet til at bære frug-ter. Dens potentiale for vækst begynder at blive realiseret. Sådan er Tu b’Shvat også en tid til realise-ring af vækstpotentiale i forventning om foråret.
Forventning af den kommende tid er stor. Måtte vi opleve at mennesker vil forstå vigtigheden af at opretholde naturen og passe på den til gavn for egen generation og til glæde for de kommende.
Hvis du vil bruge denne anledning til at sende et bidrag til Israels natur så er vores bank:
Arbejdernes landmandsbank, konto 5301-0277421
På bestyrelsens vegne
Bent Lexner