Forestillinger

Den jødiske lærde, Moses Maimonides (1135-1204), en af jødedommens største rabbinere, formulerede tretten trosartikler, som i praksis omfatter jødedommens vigtigste trosforestillinger:

 

Maimonides' tretten trosartikler

Skaberens eksistens, Guds enhed, Guds ulegemlighed (Gud er ånd), Guds evighed, Gud som den eneste man kan og må tjene, profeternes ægthed, Moses som den vigtigste profet, Torah'ens åbenbaring til Moses, Torah'ens uforanderlighed, Guds alvidenhed, løn og straf i denne verden og den som kommer, Messias' komme og de dødes genopstandelse.

Hele dette kompleks er indeholdt i jødedommens store bøn S'hma ("Hør"): "S'hma Israel, Adonia eloheinu, Adonai echad " ("Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én").

Det er på baggrund af denne stærke tro på, at der kun er én Gud og at Gud er én, at Jesus (som Kristus, dvs. Messias og Guds søn eller den inkarnerede Gud) afvises. Jesus betragtes ikke som Messias, og dyrkelsen af hans person er i jødisk forstand en krænkelse af Gud, der er én. Jødedommen har også en forestilling om en Messias, hvis komme de fortsat afventer, men deres forestilling betyder ikke, at Messias er guddommelig eller Guds søn. I jødedommen repræsenterer Messias den, der bringer bud om en ny tidsalder, en verdenstilstand, hvor det rette Gudsforhold gør sig gældende, og hvor frem for alt fred råder mellem mennesker og nationer.

Sammen med forestillingen om den ene Gud og skaber hører så også forestillingen om, at Gud har åbenbaret sig først og fremmest for det jødiske folk, "det udvalgte folk", i dette folks historie og i Torah , "Loven" eller "Læren".

Torah er identisk med De fem Mosebøger, men betegnelsen dækker i videre betydning hele det kompleks af religiøse skrifter, der findes i Det gamle Testamente og i den mundtlige tradition (Talmud ), der blev endeligt redigeret i århundrederne før og efter vor tidsregnings begyndelse.

Beretningerne i Det gamle Testamente om Guds skabelse af verden er selvsagt centrale, og i beretningen om Abraham knyttes forestillingen om Guds enhed sammen med forestillingen om det udvalgte folk og dette folks hellige historie: Abraham forstod som den første, at Gud var én, og at han ikke kunne dyrkes gennem billeder. Han blev derfor Guds udvalgte og sluttede en pagt med Gud på sine efterkommeres vegne. Som et tegn på denne pagt omskar Abraham sig selv, og dette pagtstegn følger via omskærelsen på ottendedagen efter fødslen (brit-millah ) fortsat jødiske drengebørn.

Gud lovede Abraham efterkommere "så talrige som himlens stjerner", et folk, som altid skulle stå i et særligt forhold til Gud som dennes "pagtsfolk". Pagten mellem Gud og folket blev endeligt sluttet ved Sinai, hvor folket modtog og accepterede Loven, som siden betragtedes som forpligtende for efterkommerne.

Jødedommen forbinder sig intimt til landet Israel. Religionen lærer, at pagtsfolket er uløseligt knyttet til det hellige land, som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor et fysisk såvel som åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning: "Næste år i Jerusalem", lyder en traditionel jødisk hilsen.

Denne forestilling har så igen næret den politiske zionisme, hvis udgangspunkt således ikke er politisk nationalisme, men en traditionsbunden religiøs identifikation med Det hellige Land.

Kulten
Oprindelig var jødedommens hjerte templet i Jerusalem, hvor man først og fremmest ofrede til Gud. Templet blev imidlertid ødelagt flere gange, og hverken for de eksilerede i Babylon eller for jøder i diaspora efter det 2. tempels ødelæggelse år 70 e.v.t var det muligt at dyrke Gud på samme måde som før. På bl.a. denne baggrund opstod synagoge - institutionen (på hebraisk bet ha-knesset "forsamlingshus" eller bet ha-tefilah "bedehus").

I synagogen, hvor de hellige skrifter, Torah-rullerne, opbevares, som regel rigt besmykkede og i et særligt skab på en væg, der vender mod Jerusalem, foregår de gudstjenstlige handlinger, og som en del af disse forkyndes og læres Læren, Torah. Håndteringen, studiet og oplæsningen af Torah, der på rituel og højtidelig vis hentes frem og lægges på en særlig pult på en forhøjning foran Torahskabet, er sammen med fremsigelse af traditionelle bønner, salmesang og prædiken de væsentligste bestanddele i kulten. Ofre finder ikke sted, idet ofre ifølge Læren og Loven kun må finde sted i templet, dvs. når templet en gang i fremtiden med Guds hjælp er blevet genopbygget.

Når man besøger synagogen på helligdage, har man som regel fint tøj på. Under besøg i synagogen er det obligatorisk for mændene at bære hat eller have en lille kalot (kippah ) på hovedet. Gæster kan som regel låne én ved indgangen. Kippah siges ofte at symbolisere og markere, at mennesket står under den hellige Gud.

Kvinder er som sagt adskilt fra mændene i de ortodokse menigheder, og gifte kvinder bærer normalt hat. I Københavns synagoge holder kvinderne til på balkonen.

Foruden kippah bærer mændene i menigheden under visse dele af gudstjenesten et bedesjal, der sammen med andre religiøse genstande, f.eks. en bønnebog, ofte ligger i et særligt privat rum i de bænkerækker, der findes i salen.

I modsætning til f.eks. en gudstjeneste i en folkekirkelig luthersk-protestantisk kirke er deltagerne i den jødiske gudstjeneste ofte i bevægelse i rummet. Stemningen kan glide fra det meget højtidelige og rituelle til det afslappede og uformelle, og kulten ligner i så henseende f.eks. den ortodokse gudstjenste eller kult i hinduismen.

En fuldgyldig gudstjeneste kræver i øvrigt ti mænd over pubertetsalderen (13 år), en såkaldt minjan , men ikke nødvendigvis en synagoge.

Synagogerne har også gennem århundreder fungeret som en slags skole, fordi børnene her læret at læse de hellige skrifter, Torah.

Fester
Den jødiske kalender begynder efter traditionen med verdens skabelse.  F.eks.svarer 1998/1999 således til det jødiske år 5759. Mens jøder i hverdagen orienterer sig efter den gregorianske kalender, er den religiøse cyklus og ikke mindst de kalendariske fester, som er omtalt nedenfor, styret af den religiøse kalender. Den jødiske måned følger månens faser; det betyder , at 12 måneder kun tæller 354 dage. For at bevare festerne i sammenhæng med de årstider de er knyttet til, har det jødiske år derfor ofte en 13. måned tilføjet. Datoerne begynder om aftenen ved solnedgang, og tiderne for de daglige gudstjenester fastlægges året igennem ud fra årstiden.

De jødiske fester og helligdage er præget af de centrale begivenheder i det jødiske folks hellige historie og af den agerbrugscyklus, der var den givne i det klassiske Israel.