I det tidlige foråret fejres Purim-festen, hvor man hylder den listige dronning Esther og hendes snarrådige onkel Mordechai, og håner den onde Haman, der planlagde at dræbe alle jøder i Persien ca år 400 f.v.t . I synagogen læses fortællingen om Esther to gange, og hver gang teksten nærmer sig Hamans navn, larmer alle så meget, at oplæseren bliver overdøvet.

Til Purim er der tradition for at klæde sig ud og drikke så meget, at man ikke kan kende forskel på sætningerne ”Velsignet være Mordechai” og ”Forbandet være Haman”.

Ligesom Toraen er også fortællingen om Esther skrevet på en rulle kaldet 'Megilat Esther'

il Purim (den 14. dag i måneden Adar eller den 14. dag i Adar Bet (II), hvis det er et skudår, nogle steder den 15. dag i Adar) mindes jøderne de begivenheder, der fandt sted i det gamle Babylon eller Persien ca. år 400 e.v.t., da den onde minister Haman overtalte Persiens konge Achashverus til at dræbe alle jøder i landet. Haman trækker lod - på hebraisk Pur - om, hvilken dato dette skal ske, og loddet falder på 13. Adar. Derfor befaler Haman alle embedsmænd i hele riget, at de på datoen den 13. Adar skal myrde alle jøder og konfiskere deres ejendele.

Takket være den heroiske Dronning Esther (Ester) og hendes onkel Mordekhai (kongens rådgiver) blev planerne afsløret og jøderne reddet. Til minde om denne redning holdes en årlig fest den 14. - og nogle steder den 15. - Adar. Haman og hans nærmeste støtter blev senere henrettet. Beretningen kendes fra Esters Bog i Bibelen.

I Esters bog lægges der vægt på forskellen mellem jøder i den befæstede persiske hovedstad, Shushan, som kæmpede mod deres fjender den 15. dag i måneden Adar, og jøder der boede i ubefæstede småbyer, som kæmpede den 14. dag. Rabbinere har foretaget den samme adskillelse når det gælder fejringen af Purim. Hvis en person bor i en by, der har været befæstet siden Joshvas tid (1259 fvt.), så som Shushan, Jerusalem, Tzfat, Tiberias og Hebron, skal Purim fejres den 15. Adar, som kaldes Shushan Purim. Bor de alle andre steder, fejres Purim den 14. Adar.

Aftenen inden højtiden læses historien om Haman i Esters Bog i hver synagoge. Når oplæseren nævner navnet "Haman", er der tradition for at der larmes i synagogen - alle tramper i gulvet, banker i bænkene og larmer med rasler - og sådan fortsætter det indtil hele beretningen om Ester, Mordechai og Haman er læst til ende.

Under højtiden, der bærer præg af karnevalsstemning og løssluppen fest, klæder børn og voksne sig ud i farverige dragter og masker. Purim fejres med rigelig mad og drikke, der spises specielle kager med frugt eller birkes, der skåles (l'chaim), maskeoptog, purimlege, purimgaver og der bages "Haman-ører" (Hamantaschen, sødt bagværk med birkes, der formes til trekanter). Ved Purim lægges der vægt på det jødiske folks enhed.

Purim-festen er karakteriseret ved en vis løssluppenhed, hvor overtrædelsen af visse bibelske love er tilladt. For eksempel må mænd klæde sig ud i kvindetøj og kvinder i mandetøj (hvilket ellers er strengt forbudt), det er tilladt at drikke sig rigtig fuld og man må handle og arbejde til Purim, hvilket ikke er tilladt på de fleste andre jødiske helligdage.

Til Purim er der fire centrale bud, man bør efterleve: 1) Man skal høre Esthers-bog blive læst højt, ofte i synagogen eller sammen med familien, 2) Man skal sende madgaver til ens familie og venner, 3) Man skal give penge til velgørenhed og 4) Man skal spise et festmåltid.

Iranske jøder ser dem selv som Esters efterkommere. Til Purim er der tradition for at de aflægger besøg ved Ester og Mordechais grave i byen Hamadan (by i det nuværende Iran, en af verdens ældste byer).

Purim og Chanukah er ikke en egentlig religiøs fest, da man fejrer en historisk begivenhed (Gud nævnes ikke i Purim fortællingen). Purim er en helligdag.

Dronning Esters rigtige jødiske navn var Hadassah, som på hebraisk betyder myrte. Hendes persiske navn "Ester" er forbundet med det hebraiske ord "hester", som betyder skjult. Ester, den unge jødiske pige, bliver ifølge beretningen i Esters Bog Persiens dronning, men i fare for sit liv måtte hun skjule sin jødiske identitet. Fordi Dronning Ester blev ved med at være jøde, selvom hun levede i et samfund, hvor hun ikke kunne vise det, blev hun en stor inspirationskilde for bl.a. de spanske jøder, der måtte leve i skjul pga. den spanske inkvisition. En af måderne at gøre det på var at blande kristne og jødiske traditioner (krypto-jødedom) og at gøre Dronning Ester til deres skytshelgen (for krypto-jøder).